Frederiksberg-borgmester er også klar til retssag om ekspropriation
FREDERIKSBERG: Borgmester Michael Vindfeldt (S) melder sig nu i koret, som er klar til at rejse en ekspropriationssag mod staten, hvis lovforslaget om konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingssektoren bliver vedtaget.
Lovforslaget udgør "en smertelig og potentielt livstruende" risiko for Frederiksbergs økonomi, siger han til WasteTech. Ifølge borgmesteren hæfter kommunen for 500 mio. kr. af gælden fra Amager Bakke, hvis anlægget skulle gå konkurs. Derfor er han parat til at gå rettens vej, hvor forslaget bliver vedtaget.
I forvejen har ejerkommunerne bag Norfors - Hørsholm, Helsingør, Rudersdal, Fredensborg og Allerød - for et par uger siden bebudet, at de vil gøre det samme. De frygter, at en vedtagelse af lovforslaget vil få Norfors til at gå konkurs og sende en kæmperegning til kommunerne.
Hård kritik af forslaget
Meningen med lovforslaget er, at en konkurrenceudsættelse skal gøre affaldsforbrændingen billigere for forbrugerne, og at de mindst konkurrencedygtige værker skal lukke for at nedskalere kapaciteten.
Kritikere i bl.a. kommunerne og Dansk Affaldsforening mener derimod, at lovforslaget vil koste nogle af de nyeste, mest miljøvenlige værker livet og udskyde projekter med CO2-fangst, og at det vil sende en kæmperegning til kommunerne, som langt fra kan dækkes af de 200 mio. kr., som er afsat til formålet.
Juraprofessor Michael Hansen Jensen har i et notat for Dansk Affaldsforening vurderet, at lovforslaget vil kunne udgøre en ekspropriation i grundlovens forstand. Kammeradvokaten har derimod vurderet, at der ikke er tale om ekspropriation, oplyste klimaminister Lars Aagard (M) på et samråd i sidste uge. Hvem der har ret, er de nævnte kommuner altså klar til at få prøvet i retten.
Efter planen skal lovforslaget til 2. behandling i Folketinget 30. maj og 3. behandling 1. juni.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.